valdemar

Ondskabens akse en dag i april

Of one Essence is the human race,
thus has Creation put the Base;
One Limb impacted is sufficient,
For all Others to feel the Mace.

Disse ord af den persiske digter Saadi, indvævet i et tæppe, pryder én af væggene i De Forenede Nationers hovedkvarter i New York.

Lidt beskæmmet over at vi ikke lige var klar over dét, står min kone og jeg i den gamle persiske hovedstad, Persepolis foran en skoleklasse, der til ære for os reciterer dette digt på farsi. De taler herefter i munden på hinanden, ivrige efter at praktisere deres engelsk. De forklarer, at digtet betyder, at vi alle er en del af den samme krop, og hvis én del er såret, mærkes smerten af alle.

Meget stemningsfyldt at høre digte fra 1100-tallet i 2500 år gamle ruiner; men også tankevækkende. Hvor Samuel Huntingtons idé om civilisationernes sammenstød derhjemme er en yndet forklaringsmodel i tegningssagen, lærer gymnasieelever her i Iran, at menneskeheden er udelelig.

Tæppet med digtet var en gave til FN fra Iran under den forrige, reformvenlige præsident Khatami med ønsket om netop en dialog mellem civilisationer. De lyder meget smukt, og det ser jo så også ud til at styret har sørget for at sprede det glade budskab - i hvert fald i Iran.

Men de høje idealer synes at være mere end iransk propaganda. Selv når iranerne hører, at vi er fra Danmark, bliver vi budt velkommen, og kun få omtaler Muhammed-tegningerne. Vores frygt for at skulle tage en anden nationalitet til lejligheden eller havne i uendelige diskussioner om tegningerne, er blevet gjort fuldstændig til skamme.

Ingen, selv ikke de mest ortodokse, er fjendtlige. Iranernes næsten overvældende imødekommenhed står i skærende kontrast til præstestyrets og især den ny præsident, Ahmadinejads voldsomme retorik - og til vores eget udenrigsministeries rejsevejledning for Iran.

Selvom profettegningerne tilsyneladende ikke gør vores rejse i Iran mere usikker, er det forståeligt nok, at alene tvivlen får danskerne til at søge andre rejsemål. Men når rejsebureau-chefer taler om et generelt boykot af de muslimske lande, er der grund til bekymring. Ingen kan selvfølgelig acceptere ambassadenedbrændinger eller for den sags skyld begrænsninger i ytringsfriheden, men resultatet må ikke blive, at vi trækker os væk, nu hvor behovet for dialog er større end nogensinde. Særligt når der rent faktisk er nogen at tale med.

I min optik er samtalen indbegrebet af den danske model - dialogen frem for konfrontationen. Har vi mistet denne evne efter Irakkrig og Dannebrogs-afbrændinger? Forhåbentlig ikke.

Hvem skal få ret? Huntington eller Saadi? Det er vi selv med til at bestemme.