sydamerika

Jeg kan ikke lade være med at udbryde, at jeg nu forstår, hvorfor indianerne spiller panfløjte. Når man sidder heroppe og skuer de 1.500 m ned og 500 km fra højre til venstre, får man en helt særlig følelse nede i maven. Det er overvældende, næsten så man får tårerne i øjnene. Det er så smukt, så uvirkeligt, så stort, at jeg er overbevist om, at det ville kunne få det gode op i alle mennesker. Jeg kan godt forstå, indianerne behandlede Moder Jord så godt og respektfuldt, som de gjorde, for al egoisme og selvforherligelse siver ud af én - man føler sig lykkelig og benovet over bare det at være her lige nu...